Altertavlens hemmeligheder

Blåhøj Kirke rummer en skjult skat, en altertavle med et maleri af katolske martyrer. Det er af kunstneren Elisabeth Jerichau Baumann. Hun fortjener at blive kendt og husket, både som kunstner, foregangskvinde og normbryder.


JERZY MISKOWIAK, DR. MED., VEJBY


Blåhøj er en lille by i den sydlige del af Ikast-Brande Kommune i det midtjyske. Indbyggere kan med rette være stolte at bo i en levende og aktiv by. Jernbanestationen er fortid, og det samme er tørveeventyret, men der er et stærkt foreningsliv og sammenhold. Således har engagement, frivilligt arbejde og fire års indsats skabt Blåhøj Multihus, centrum for fester, konferencer og kulturarrangementer.
Men Blåhøj rummer også en skjult skat, som by og indbyggere med rette kan være stolte af. Denne skat findes i byens andet store forsamlingshus, nemlig Blåhøj kirke, hvor et stort maleri – 2,3 meter x 1,8 meter – pryder endevæggen over alteret. Så skatten er let at få øje på, men når man begynder at lede efter oplysninger, virker det, som om man har gjort sig anstrengelser for at skjule dette kunstneriske hovedværk.
Kirkens hjemmeside fortæller en at »Altertavlen er malet af Elisabeth Jenchau Baumann i 1842«. Det er alt. Yderligere søgning viser, at titlen på billedet er ”Kvinderne ved den tomme grav påskemorgen efter Jesus genopstandelse”.
Men den kirkegænger, som går op til altertavlen, kan i højre side i nederste del af billedet læse signaturen: Elisabeth Baumann Jerichau Roma 1872.
 
 
Både navn og årstal er altså angivet forkert. Og så har hun i øvrigt aldrig malet et billede med denne titel. Motivet er derimod ”De kristelige martyrinder i Roms katakomber”. Altså hænger der i en dansk landsbykirke en altertavle, forestillende katolske martyrer.
For at spore billedets rejse skal vi forbi en taknemmelig flygtning på flugt fra tyskerne under Besættelsen, en gårdauktion over fallitboet efter en dansk lensgreve, hilse på komponisten Niels W. Gade og eventyrdigteren H.C. Andersen og i audiens hos paven i Rom, som selv blev mirakuløst helbredt ved en martyrinde.
Men først et par ord om Elisabeth Jerichau Baumann. Hun var en legende i sin tid. »Hun blev kendt, bekendt og berygtet for mangt og meget, både sandt og usandt. For sine elegante kostumer, når hun viste sig til selskaber – men som altid havde mangler: en malerklat, fordi hun fuld påklædt lige måtte tilføje sit lærred en enkelt detalje – sømme, der var gået op – flitsko, der stak frem under stadsen - håret i vild uorden, så hun ved ankomsten måtte låne børste for dog at nette sig lidt ... kendt for sine lilla fjer, som i mange år var hendes foretrukne hårprydelse«.
Sådan skriver forfatterinden Birgit Pouplier om malerinden i romanen ”Lisinka”.
Baumann var polsk og mødte i Rom sin mand, den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau, der var elev af Bertel Thorvaldsen, og blev familiesammenført i Danmark. Hun var en af de absolut centrale personer i den danske guldalders kulturelle jetset. Den norske digter John Paulsen skriver således om hende:
»Blandt de mange internationale kunstnere, jeg mødte, var der én, der sysselsatte mig mere end alle de andre:
Den geniale, verdensberømte danske malerinde Elisabeth Jerichau Baumann. Hun var et natur-vidunder ... hendes væsen var så rigt originalt og mangfoldigt, at alle billeder brister, når man vil sammenligne det med noget«.


Det er altså denne store kunstner, der er mester for ”de kristne martyrinder”. Lad os prøve at samle sporet op: Sognepræst ved Blåhøj Kirke, Helge Nikolaj Brockdorff, skriver i sin embedsdagbog i 1941, at billedet er givet til kirken af Ludvig Wohlert som tak for, at han fik lov at skjule sig for tyskerne i kirken.
Om Ludvig Wohlert ved vi, at han var en velhavende aarhusiansk fabrikant, som også var tysk konsul. Det hædershverv frasagde han sig i 1941, og det kan være årsagen til, at han har haft behov for at undgå tyskernes opmærksomhed.
Vi ved ikke hvor Wohlert har erhvervet billedet, men der er to muligheder. Enten har han købt det af lensgreve Christian Cornelius Lubbi Lerchenborg eller erhvervet det på den auktion, der fandt sted på gårdspladsen på Lerchenborg Slot ved Kalundborg i 1927.
Landmandsbankens krak skabte stor økonomisk ulykke, og en af dem, der måtte gå fra hus og hjem var lensgreven på Lerchenborg gods og slot.
»Her forsvandt alt indbo. Det meste blev solgt på auktion på gårdspladsen foran slottet og noget tog (greveparret) med sig til Jyderup, hvor de boede i en stor villa. Om det omtalte maleri blev solgt dengang eller om (de) tog det med sig, ved ingen«, fortæller komtesse Anna von Lowzow, datter af greve Christian Albrecht Frederik Lerche, for hvem det lykkedes at tilbagekøbe Lerchenborg i 1952.
Titlen er nok gået tabt og i processen fået et mere ”passende” navn til en protestantisk kirke. Hvem tænker på den korrekte titel på et billede ved auktionen over indboet hos det lokale aristokrati?
Elisabeth Baumann havde billedet med i flyttelæsset, da hun igen kom fra Rom til København. Hun skriver i sin bog ”Brogede rejsebilleder”, at ”Kristelige Martyrinder” er »senere kjøbt af Lehnsgreve Lerche-Lerchenborg«. Det kom til at hænge på Lerchenborg Slot, som fungerede som en slags kulturhus for adelen og det finere borgerskab. Lensgreven, Christian Lerche, var meget kunstinteresseret og komponerede selv. Derfor var det naturligt for ham at åbne sit hjem for mange af datidens kunstnere, som komponisten Niels W. Gade og H.C. Andersen. Greven og Elisabeth var fortrolige venner, og hun besøgte ofte slottet ved Kalundborg Fjord, hvor hun fandt en oase, hvor hun kunne sunde sig efter livets genvordigheder.
Før Kalundborg og København er billedet altså i Rom. Elisabeths søn, Harald, selv en fremragende kunstmaler, syntes godt om billedet og skrev til sin mor i maj 1872: »Jeg er meget bedrøvet over, at du ikke har sendt (til Verdensudstillingen i Paris) dit Katakombebillede, det ville sikkert have gjort megen effekt.«
Vi ved, at katakombebilledet i 1875 befandt sig i paladset ved Piazza del Popolo, »hvor jeg af Grevinde Lovatti havde faaet Lov til at benytte hendes Etage til Bolig og Atelier ... Her havde jeg mine kristelige Martyrinder opstillet.« Billedet er ikke alene opstillet, men også udstillet og vækker stor opmærksom.
Opmærksomheden skyldes utvivlsomt billedets kunstneriske kvalitet, men bestemt også, at der i Rom allerede i begyndelsen af 1800-tallet opstod en kolossal interesse for katakomberne, stedet hvor de første kristne skjulte sig for forfølgelserne i det 3. og 4. århundrede. Således fandt man i 1802 en grav forsynet med en tegning af to ankre, to pile og en palme, symbolerne på, at den døde havde lidt martyrdøden.
Graven tilhørte en Philomena, som døde i år 302. Interessen mundede ud i, at Pave Gregor tillod offentlig tilbedelse af hende.
Maleriet blev altså noget af en sensation, og rygtet om det nåede selvfølgelig også Vatikanet. Det førte til, at både maleri og kunstner blev inviteret i audiens hos paven, Pius IX.
I sin bog fra 1876, “English female artists”, skriver Ellen C. Clayton om Elisabeth Baumann og mødet mellem kunstner og pave: »Et af hendes vigtigste værker er et billede i naturlig størrelse, der repræsenterer kristne martyrer i katakomberne i Rom. Dette billede har gjort en stor sensation blandt kristne af alle trosretninger, mens det var udstillet på hendes atelier. Da paven ønskede at se maleriet, blev det sendt til Vatikanet. Hans Hellighed modtog både kunstner og billede på den mest flatterende måde, omgivet af sine prælater og adelige.
”Jeg er overrasket”, sagde han, ”at én, der ikke er katolsk, kunne repræsentere en sådan scene så perfekt.”
”Deres Hellighed, jeg er en kristen,” var Madame Jerichaus svar.«
Paven har også haft en helt personlig interesse i netop dette billede, idet han som ganske ung mand, der led af epilepsi, opsøgte relikvierne efter martyrinden Philomena. Den svagelige unge mand, som måtte opgive at være medlem af den pavelige adelsgarde, og som derfor valgte præstevejen, blev mirakuløst helbredt og altså selv pave. I knap 32 år var han den katolske kirkes overhoved, den længst siddende nogensinde.
Det er den historie, der knytter sig til et enkelt værk i Elisabeth Jerichau Baumanns omfattende og bemærkelsesværdige produktion. I en bog under forberedelse skriver jeg om Elisabeth Jerichau Baumanns forundelige liv og viser de knap 400 malerier og tegninger, som jeg har kunnet fremskaffe fra udstillingskataloger, danske og europæiske auktionhuse, kirker, slotte og herregårde samt borgelige hjem. Her findes også en liste over de værker, jeg ikke kunne opspore.
Hun fortjener at blive kendt og husket, både som kunstner, foregangskvinde og normbryder.



 

Måske er du også interesseret i...

Blåhøj Kirkes historie - se mere

Kirkens inventar - se mere